Hvad er nettarif?

11-12-2023

En nettarif er en del af den samlede elpris, som du betaler til dit elselskab. Nettariffen dækker transportudgifter for at sende strømmen ud til dig. Dit elselskab opkræver beløbet på vegne af dit lokale netselskab.

Nettariffen er den pris, du betaler for at få transporteret strøm ud til din stikkontakt. Beløbet er en del af den samlede elpris, som dit elselskab opkræver, og den går til det netselskab, som driver elnettet i det område, hvor du bor.

Du kan slå din adresse op her og se det netselskab, der dækker dit område: Greenpower Denmark 

Lad os først gå begreberne igennem

Din elpris er sammensat af flere elementer:  

  1. Den reelle pris på strømmen → går til dit elselskab
  2. Transportudgifter for at sende strømmen ud i din stikkontakt → går til dit netselskab
  3. Afgifter og moms → går til staten

Det samlede beløb bliver opkrævet af dit elselskab, som derefter sørger for at sende pengene videre til både netselskabet og staten.

Din elleverandør køber strømmen og sælger den videre – både til dig som privatkunde og til erhvervskunder. Elleverandøren er der, du har din elaftale, og du kan frit vælge, hvem der skal være din elleverandør.

Netselskabet (eller elnetselskabet) ejer kort sagt de kabler, der skal bruges for at flytte strømmen ud til din bolig. Dit netselskab ligger fast – det kan du ikke selv vælge, fordi kun ét selskab ejer de kabler, der fører strømmen ud i det område, hvor du bor.

Hvad sørger netselskaberne for?  

Netselskaberne ejer, driver og vedligeholder det fysiske elnet i et bestemt geografisk område. Det omfatter bl.a. kabler, ledninger, transformatorer, understationer og andet, der indgår i vores infrastruktur, og som tilsammen er nødvendigt for at ’flytte’ strømmen sikkert fra produktionsanlæggene til din bopæl.  

På linket ovenfor kan du se, hvilket selskab du hører til. Hvis du vil vide mere om den aktuelle nettarif og andre priser, finder du dem oplyst på det pågældende selskabs hjemmeside.

Netselskaberne spiller derfor en afgørende rolle i hele vores el-distributionssystem:

Distribution

Netselskaberne distribuerer elektriciteten fra produktionsanlæggene via distributionsnettet til os alle sammen. De sørger for, at strømmen når frem til hver eneste modtager – hver eneste stikkontakt i det område, selskabet står for.

Vedligeholdelse og reparation

Netselskabet er ansvarlig for at opretholde og reparere elnettet for at sikre en pålidelig forsyning af elektricitet. Det inkluderer for eksempel at inspicere og udskifte ledninger, transformatorer og andre komponenter efter behov. Sker der strømafbrydelser sørger de for at genoprette strømforsyningen så hurtigt som muligt.

Opgraderinger og kapacitetsudvidelser

Netselskabet investerer i at forbedre og opgradere elnettet for at øge effektiviteten, imødekomme den stigende efterspørgsel og helt overordnet sørge for en pålidelig og sikker levering.

Fremtiden

Netselskabet skal sikre, at elnettet er gearet til fremtiden, så det er stærkt nok til at klare den store stigning i elforbruget, som man forventer. Der er sat skub i elektrificeringen af samfundet. Både elbiler og varmepumper står for en stor andel af denne udvikling, men der vil løbende komme mange andre ting til, der vil få brug for langt mere strøm end i dag. Det kræver investeringer i elnettet, så vi undgår nedbrud og knaphed.

Den grønne omstilling

Med den grønne omstilling ser vi også en mere lokal produktion af vedvarende energi, og det stiller samtidig krav til kapaciteten i elnettet.

Nettariffen varierer

Langt de fleste netselskaber har før kørt med en inddeling af nettariffen efter lav- eller høj belastning, men det er ændret. Den bliver nu i stedet fastsat i 3 perioder på basis af, hvornår elnettet er mest belastet, og både døgnet og sæsonen spiller ind.

De 3 niveauer afspejler forskellige tidsrum med forskellige belastninger og dermed forskellige priser. Det største forbrug er i tidsrummet kl. 17-21, og derfor vil nettariffen være dyrest der og særligt i vinterperioden. Den billigste periode er om natten.

Den nye prismodel indeholder disse 3 perioder:

Lavlast: kl. 24-06 (lavest belastning = billigst)

Højlast: kl. 6-17 og kl. 21-24

Spidslast: kl. 17-21 (højest belastning = dyrest)

Nettarifferne i høj- og spidslast vil være lavere i sommerhalvåret, hvor der også som oftest vil være mere ledig kapacitet i elnettet.

Det betyder også, at selvom du har en elaftale med fast pris, så er det alligevel værd at se på, om du har mulighed for at flytte dit forbrug til tidspunkter, hvor belastningen generelt er lavest. Selvom nettariffen er høj, kan den rå strømpris sagtens være lav det pågældende tidspunkt.

De konkrete niveauer/tidsrum og priser fremgår på dit netselskabs hjemmeside (se linket øverst på siden).

Hvorfor den nye prismodel?

Den nye måde at fastsætte nettariffen på, hænger sammen med et ønske om, at vores elforbrug skal spredes mere ud, så vores elnet bliver mindre belastet. I takt med at vi flytter os væk fra fossile brændstoffer, og elektrificeringen af vores samfund tager fart, stiger behovet for en udvidelse af elnettet. Man forventer derfor, at den nye prismodel kan bidrage til, at vi kan anvende det eksisterende elnet på en mere effektiv måde og dermed reducere behovet for investeringer. Det er dog forventet, at netselskaberne skal investere et beløb i milliardstørrelsen inden 2030.   

Læs også: Sådan er elprisen sammensat. Bliv klogere på din elpris