Spar på din el i hverdagen

  • Godt for din pengepung og miljøet

Hvordan kan du tænke grønt, når det kommer til el?

Få sparetips og gode råd, der hjælper dig med at spare på elregningen. Det vil både din pung og klimaet takke dig for. Husk, selv de små valg du træffer, er med til at gøre en forskel.  

Gør dit lys klimavenligt

Tænd kun det lys, du rent faktisk har brug for. Er det nødvendigt at have lyset tændt i køkkenet, hvis du sidder i stuen? Måske behøver ikke alle lamper i et rum at være tændt på én gang. Og husk at slukke lyset, når du forlader et rum – og måske kan du få børnene til at huske det også.

Skift til LED-pærer og sluk for transformatoren ved halogenlamper og lysstofrør – eller endnu bedre, skift også den type lampe ud med LED. En LED-pære bruger kun 25% af den strøm, en glødepære bruger, og holder 10-15 gange længere.

Udnyt dagslyset og sæt timer på udendørslyset. Du kan også installere sensorer, så udendørslys kun lyser ved behov. Hvis du har julelys, så husk også timer her, så de kun lyser, når mørket er faldet på, og du ikke sover.

Gå ikke på standby

Sluk helt for de el-apparater, du ikke bruger, og lad være med at bruge standbyfunktionen. Hvis du har mange ældre apparater på standby, kan det koste dig mange penge om året. Har du nyere apparater, fra 2013 og frem, betyder det dog knapt så meget, da nye apparater bruger meget lidt strøm på standby 

Spar på energien, når du vasker tøj

Når du vasker tøj, så drop kogevasken helt eller nøjes med at køre kogevask en sjælden gang imellem, 60 °C er nok til at vaske rent samt fjerne bakterier og støvmider. Til en normal kulørtvask kan du ofte gå helt ned til 30 °C og få fint, rent tøj. Skulle der være en lille plet på tøjet kan en smule klar opvaskemiddel eller pletfjerner med enzymer på pletten inden vask ofte klare det. Husk at fylde vaskemaskinen helt op, så du minimerer antallet af vaske eller brug programmet minivask ved små vaske.

Tør tøjet udenfor, når vejret tillader det. En familie bruger i gennemsnit tørretumbleren cirka 100 gange om året. Det svarer til et elforbrug på cirka 250 kWh om året. Hvis du bruger tumbleren bare én gang mindre om ugen, sparer du cirka 130 kWh om året.

Kulde og varme i køkkenet

Du vil naturligvis gerne holde din mad i køleskabet og fryseren friskt så længe som muligt. Men ved du, at du skal holde temperaturen på 5 grader i køleskabet og -18 i fryseren? For hver grad, du sænker temperaturen i køleskabet, stiger dit el-forbrug med 5%. Og for hver grad temperaturen i din fryser kommer under -18 °C, stiger det med 2-3%. Det kan godt blive til mange penge på et år, og da maden ikke har brug for den lavere temperatur, så er der ingen grund til det.

Du kan også overveje, om det er nødvendigt at forvarme ovnen hver gang, eller om du kan nøjes med at lægge 5-10 minutter oveni den samlede bagetid. Det samme gælder eftervarmen – får du udnyttet den? Her kan du lade maden bage færdig i 5-10 minutter efter, at du har slukket for ovnen. Det kræver måske lidt tilvænning, og måske skal du ikke starte med en soufflé, men når du mestrer det, kan du glæde dig over, at du sparer op til 25% af den strøm, du ville have brugt.

På samme måde som dit tøj sagtens kan blive rent på lidt lavere temperaturer, end du måske er vant til, så bliver dine tallerkner og bestik også rent ved lavere temperaturer. Hvis du indstiller opvaskemaskinen på et program på 50/55 °C, bruger du 10-20% mindre strøm end ved en opvask ved 65 °C. Hvis du husker at lukke lågen til opvaskemaskinen imellem vaske, så tørrer madrester ikke så let ind og er lettere at få helt af ved laverer temperaturer.

Spar på elvarmen

Elvarme er en af de dyreste opvarmningsformer, der findes. Du kan derfor spare mange penge, hvis du supplerer med en anden opvarmningsform eller skifter den helt ud. Men du kan også gøre noget selv for at sænke dine udgifter til din elvarme: hvis du sænker temperaturen med 3 grader om natten, kan du spare 5-6 %.

Hvis du har gulvvarme, der bruger el, så sørg for, at den er termostatstyret. Termostaten sørger for, at temperaturen holdes konstant, og at varmen slår fra, hvis rummet varmes op på en anden måde (fx af solen eller en brændeovn). Sørg for, at termostaterne ikke er dækkede til, så de kan måle rumtemperaturen korrekt.

Køb energieffektivt

Dine hårde hvidevarer står for over 30 % af hjemmets samlede el-forbrug. Så her er der virkelig mulighed for at spare på energien og på pengepungen, hvis du kigger efter energimærket, når du køber nye hvidevarer.

Energimærket er ens for alle produkter i EU og viser, hvor meget produktet bruger af strøm. Energistyrelsen anbefaler, at du kigger på farvekoderne i stedet for bogstavet. Jo mørkere grøn farven er, jo mere energivenlig er produktet.

Køber du et køle-fryseskab (ca. 185 cm højt) A+++ frem for A+, sparer du i gennemsnit ca. 200 kr. om året. Køber du en tørretumbler (8 kg) A+++ frem for A+, sparer du 250 kr. om året.

Grøn El Verdo Ikon Kend dit bladmærke og køb klimavenligt

Forbrugerombudsmanden har lanceret nye retningslinjer, der skal gøre det lettere for dig at vælge strøm, der kommer fra vedvarende energikilder.

1 blad = Her stammer den indkøbte el udelukkende fra vedvarende energikilder som biomasse, vind eller sol.

2 blade = Udover at følge ovenstående skal el-leverandøren lave klimatiltag, der yderligere reducerer udledningen af CO2 svarende til som minimum den mængde strøm, som kunden forventes at bruge. Det vil sige, at du som kunde reducerer din CO2-udledning med 100 % en gang til.

At vælge grønt koster ikke knaster

Hos Verdo går vi op i miljøet. Ja, bare kald os klimatosser. Når du køber strøm hos os, får du automatisk klimavenlig strøm med i din elaftale. Det er klimabevidsthed, der er til at forstå.

Få flere tips til at spare på dit forbrug

  1. Bedre kontrol giver besparelser
Forstå dit forbrug

Vidste du dette om el?

  • Hvad er gennemsnitsforbruget af strøm pr. person?        

    En gennemsnitsdansker bruger mellem 1.000 og 2.500 kWh strøm om året, hvilket i gennemsnit vil sige 1.600 kWh strøm om året. Så de fleste af os kan godt skære ned for elforbruget, uden at det går ud over vores komfort og levestandard.
    Det handler om at tænke over elforbruget og lave smarte løsninger og tiltag, der på en let måde hjælper dig til at begrænse dit forbrug. Se vores tips og tricks til en hverdag med grønnere el her.

  • Kan der komme grøn strøm ud af min stikkontakt?        

    Den strøm, der kommer ud af din stikkontakt, er ikke grøn. I Danmark har vi nemlig et åbent el-net, som el-producenterne sender deres strøm til. Det betyder, at al strøm, både grøn og mindre grøn, bliver blandet sammen i el-nettet. Også udenlandske el-producenter kan sende deres strøm ind i danske kabler – og vice versa.
    Grøn strøm kan derfor ikke spores fysisk ned på elektroner, men takket være et unikt sporingssystem kan vi holde regnskab. Når en dansk el-producent producerer 1 kWh ved for eksempel vindmølleenergi, så sætter han eller hun et oprindelsesbevis ind i en såkaldt GoO-bank (Guarantee of Origin) hos Energinet, som dokumenterer, at den specifikke ene time energi stammer fra en vedvarende energikilde. Når en virksomhed køber grøn strøm, annullerer Energinet oprindelsesbeviser svarende til virksomhedens elforbrug.

    Hvis du som forbruger ønsker at købe grøn strøm, så foregår det ved, at du vælger et bladmærket el-produkt, der garanterer dig, at producenten bag produktet får sin strøm fra vedvarende energikilder. Dermed er du med til at sende et signal om, at du støtter udviklingen af grøn energi.

  • Hvad er bladordningen?        

    Bladordningen henviser til en 1- og 2-bladsordning som Forbrugerombudsmanden har lanceret. Det er retningslinjer, der skal gøre det lettere for dig som forbruger at vælge strøm, der kommer fra vedvarende energikilder.
    1 blad er den næstbedste kategori, hvor den indkøbte el udelukkende stammer fra vedvarende energikilder.
    2 blade er den bedste kategori. Her skal el-leverandøren, udover at følge ovenstående, lave klimatiltag, der yderligere reducerer udledningen af CO2 svarende til som minimum den mængde strøm, som kunden forventes at bruge.

Få svar på flere spørgsmål her

Åbningstider
Mandag - torsdag 8:00 - 16:00
Fredag 8:00 - 15:30

Du kan også skrive til os på Facebook messenger.

  • Find os på sociale medier:

Vil du have spændende nyt direkte i din indbakke?

  1. Tips og tricks, seneste nyt og kundefordele
Tilmeld nyhedmail