Høj virkningsgrad på nyt varmepumpeanlæg til Grenaa Varmeværk

Virkningsgraden på varmepumpeanlægget til Grenaa Varmeværk er højere end ventet, og værket står nu med et anlæg, som er konkurrencedygtig i en større del af året.

21-04-2021

Pressemeddelelse april 2021

Virkningsgraden på varmepumpeanlægget til Grenaa Varmeværk er højere end ventet, og værket står nu med et anlæg, som er konkurrencedygtigt i en større del af året. 

Verdo har haft totalentreprisen på varmepumpeanlægget.

Varmepumpeprojekter er sat i gang i forsyninger over hele landet i de senere år efter den politiske aftale om mere elektrificeret energi. Ny teknologi og integrationen med andre dele af energianlægget har dog været medvirkende til, at mange projekter har haft svært ved at nå den virkningsgrad, det vil sige COP-værdien, der var aftalt.

Men ikke hos Grenaa Varmeværk. Det nye 4 MW store varmepumpeanlæg er netop blevet overdraget, og her er virkningsgraden som ventet.

”Vi er nået i mål med projektet, og vi har fået den ydelse, vi blev lovet. Faktisk kan vi bruge anlægget i en større del af året end ventet, samtidig med at vi fastholder konkurrencedygtige priser,” siger Søren Gertsen, direktør for Grenaa Varmeværk, med henvisning til, at anlægget er bygget til at yde 17.500 MWh årligt, men vurderer at ydelsen godt kan blive 20.000 MWh årligt.

I de senere år har Grenaa Varmeværk sat prisen på fjernvarme ned med 45 %, og varmepumpeanlægget bidrager til at fastholde prisniveauet.

Grenaa Varmeværk har i forvejen to biomassekedler og to solvarmeanlæg. Efter energiaftalen i 2018 besluttede værket at udvide teknologi og kapacitet for at fremtidssikre værket til den bedst mulige løsning. Nu håber man, at projektet kan blive et eksempel, som også andre forsyninger kan få glæde af.

”Det er vigtigt for os og vores kunder, at vi har fået det, vi har bedt om. Men faktisk synes jeg også, at det samfundsmæssigt er positivt, at vi lykkes med det her projekt. Vi har vist, at teknologien og integrationen virker, så jeg håber, at vores erfaringer kan bruges andre steder i branchen. Forhåbentligt medvirker vi til, at andre forsyninger investerer i varmepumpeløsninger,” siger Søren Gertsen.

Kompliceret teknologi
Netop at få den forholdsvis komplicerede teknologi til at yde stiller høje krav til løsninger og samarbejdspartnere, og der er blevet gjort værdifulde erfaringer undervejs.

”Vi er blevet klogere i processen, og det har været vigtigt med gode samarbejdspartnere, så vi har kunnet løse de problemer, som er opstået undervejs,” siger Søren Gertsen.

Verdo har haft totalentreprisen på projektet, og blandt andet på baggrund af den nye teknologi har man haft særligt fokus på at levere en holdbar løsning.

”Vi har haft en længere indkøringsperiode på næsten 4.000 driftstimer, fordi vi ville sikre os, at anlægget yder godt i mange forskellige vejrsituationer både sommer og vinter. Vores medarbejdere har gjort sig mange nye og nyttige erfaringer undervejs, og det er vigtigt, at vi finder nogle solide løsninger – både for Grenaa Varmeværk, men også når vi kigger på løsninger til fremtidige projekter,” siger Henrik Bøgh Nielsen, divisionsdirektør med ansvar for energianlæg i Verdo.

En kendt problemstilling med varmepumpeanlæg er afisning, dvs. at fjerne is fra luftindtaget. Her er anlægget testet grundigt i vinterperioden, uden at det har voldt problemer.

Integration med solvarme
Som noget særlig for Grenaa Varmeværk er varmepumpeanlægget blevet integreret med det eksisterende solvarmeanlæg, og der er nu fælles styring og regulering (SRO) af anlægget. Styringen gør det enkelt at sikre driften i det daglige og giver det bedste overblik for at optimere på anlægget.

Varmepumpeanlæggets design har givet gode betingelse for at optimere både solvarmen og varmepumpen.

”Styring og regulering af anlægget er integreret med eksisterende solvarmeanlæg, hvor varmepumpen leverer køl, så virkningsgraden bliver optimeret på solvarmeanlægget. Vi ser muligheder for at forbedre hele energianlægget,” siger Rico Jacobsen, el-ingeniør og projektleder hos Verdo:  

”Vi slipper heller ikke anlægget nu. Varmepumpeanlægget har to identiske linjer, og det har betydet, at vi har kunnet ændre teknologien på den ene linje for at se, hvordan den performer i forhold til den anden linje. Der er fortsat et potentiale,” siger Rico Jacobsen. 

Fakta – Varmepumpeanlæg på Grenaa Varmeværk

  • 4 MW luft til vandvarmepumpeanlæg med direkte køling
  • Anlægget er designet med to ens linjer
  • Varmepumpe er integreret med eksisterende energianlæg, to solvarmeanlæg og to biomassekedler på hver 15 MW
  • Verdo har haft totalentreprise på projektet, det vil sige projektledelse, rørinstallation, el-installation, systemintegration samt styring og regulering
  • Innoterm har leveret kompresser og udeluftoptagere
  • COWI var rådgiver for Grenaa Varmeværk

Få færre udgifter samt effektiv og grøn varme med varmepumper

For yderligere information

Mark Lange

Salgschef | Energianlæg: varmepumper

Rico Jacobsen

Senior automationsingeniør | Automation: energianlæg

Seneste Verdo-nyheder