Ses vi til Harbour Challenge Randers?

Verdo er igen sponsor af Harbour Challenge Randers

Verdo er igen sponsor af Harbour Challenge Randers, der løber af stablen 29. og 30. august på Randers Havn. Begge dage kan deltagere og besøgende også dyste i konkurrencen om at vinde en tur op i Verdo's skorsten på havnen, og søndag møder Verdo familierne med en stand ved HCR Family.

24-08-2026

Mens mange forbinder Harbour Challenge Randers med et vildt, vådt og hårdt forhindringsløb i og omkring havnen, så har familieudgaven af løbet igennem de seneste år etableret sig som en af årets store familiebegivenheder i Randers. Her er der også masser af udfordringer, men det er først og fremmest sjovt og hyggeligt og for hele familien, fortæller Lars Søndergaard fra RgF, som er med i styregruppen omkring løbet.

"HCR Family er ikke en konkurrence om at være hurtigst eller stærkest. Det er en oplevelse, hvor familier gennem sjove udfordringer, bevægelse og samarbejde skaber minder sammen i unikke omgivelser ved Randers Havn. Det er helt tydeligt, at det taler til mange, og vi er rigtig glade for, at vi på den her måde kan være med til at sætte Randers på landkortet som familievenlig by."

Familieløbet, der afholdes søndag den 30. august, er for børn og unge på 6-15 år sammen med en voksen. Løbet er på cirka 4 km og med 20 forhindringer til lands og i vand, hvor man kan rutsje, klatre over og under vægge og igennem våde og sjove forhindringer. Men man bestemmer altid selv, hvor meget man vil udfordres, og det gør det trygt at lege med, forklarer Lars Søndergaard.

Der er skrivende stund 620 tilmeldte, men det er stadig muligt at tilmelde sig HCR Family på RgFs hjemmeside.

Alt udsolgt til hovedløbet

Hovedløbet i Harbour Challenge Randers, der afvikles dagen forinden, er udsolgt. Her dyster 1.650 deltagere fra hele landet i et større forhindringsløb på 7 km med 35 forhindringer. De to første løb fra morgenstunden er for eliteløbere, mens de øvrige i løbet af dagen er for alle, der er fyldt 16 år og kan svømme. Her vil randrusianere og andet godtfolk blive testet i armgang, balance, svømning og andre udfordrende øvelser i det rå og autentiske miljø omkring havnen.

Harbour Challenge Randers er i dag et af de største og mest spektakulære forhindringsløb i Danmark. Omkring 150 frivillige hjælpere står for afviklingen af løbet, der også er sponsoreret af Sparekassen Kronjylland.

Op mod 5.000 gæster ventes at besøge havnen i løbet af weekenden.

Seneste nyheder hos Verdo-koncernen

Hold dig opdateret

Følg os på LinkedIn, så kan du følge med i de nyeste tendenser inden for udvikling af blandt andet teknisk infrastruktur .