Ny direktør for udvikling af energianlæg

21-06-2021

Morten Birch overtager ansvaret for udvikling og etablering af bæredygtige energianlæg i Verdo Energy, efter at Henrik Bøgh Nielsen har fået tilbudt et job udenfor koncernen.

I en årrække har Morten Birch stået i spidsen for teknisk infrastruktur i Verdo Teknik, som i denne periode er blevet landets største operatør af gadelys. Sammen med sit team har Morten Birch formået at integrere gadelysforretning i koncernen, og han har set mulighederne for udvikling af nye produkter og services – blandt andet indenfor ladestandere og drift af signalanlæg.

Nu får Morten Birch øget ansvar i Verdo-koncernen, hvor han udover sit nuværende område, teknisk infrastruktur, også står i spidsen for udvikling og etabling af energianlæg.

”Jeg har bedt Morten Birch om at overtage ansvaret for vores forretningsområde med udvikling og etablering af energianlæg. Morten Birch vil sammen med chefgruppen arbejde videre på at realisere forretningsmål og sætte yderligere fart på det kommercielle fokus,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen, CEO i Verdo.

”Ved at arbejde tættere sammen og dele viden forventer jeg, at vi opnår en række synergier, som kunderne indenfor energianlæg og teknisk infrastruktur vil få glæde af i de kommende år.”

 

Fortsætter hos Vestforsyning
Samtidig forlader Henrik Bøgh Nielsen Verdo, efter at han har takket ja til et tilbud uden for koncernen. Henrik Bøgh Nielsen har først været direktør for Verdo Produktion og Randers Kraftvarmeværk og siden stået i spidsen for de første skridt af forretningsområdet udvikling og etablering af energianlæg. 

”Henrik Bøgh Nielsen har gennem ti år ydet en stor indsats i Verdo, og nu har han ønsket at komme tættere på forsyningssektoren. Jeg vil gerne takke for indsatsen, og jeg ønsker Henrik al mulig held og lykke med de nye udfordringer,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Henrik Bøgh Nielsen fortsætter karrieren i en nyoprettet stilling som Energichef for Vestforsyning i Holstebro.  

Morten Birch og Henrik Bøgh Nielsen vil danne parløb i spidsen for Verdo Energy i de kommende uger, indtil Henrik Bøgh Nielsen forlader koncernen på den anden side af sommerferien.

Om Verdo 
Verdo er en energikoncern, der er et grønt skridt foran. Kerneforretningen er at drive og udvikle bæredygtig energi og kritisk infrastruktur til de lokalsamfund, vi er en del af. Verdo forsyner forbrugskunder med varme, vand og el døgnet rundt, året rundt. 

Verdo udvikler og etablerer grønne energianlæg til industri og forsyning i ind- og udland, er blandt Europas førende leverandører af bæredygtig, certificeret biomasse til industri og fjernvarmeværker og Danmarks største inden for drift og vedligehold af gadebelysning.

Verdo Energy udvikler energianlæg og decentrale fjernvarmenet til det industrielle marked og forsyningsselskaber i ind- og udland. Ydelser omfatter design, projektering, etablering, drift og service af energianlæg.

For mere information kontakt

Seneste Verdo-nyheder