Eniig Varme bliver til Verdo Varme Herning

02-09-2019

Pressemeddelelse, september 2019

Fra mandag den 2. september 2019 får borgere og virksomheder i Herning deres billige og klimavenlige fjernvarme fra landets femte største forbrugerstyrede fjernvarmeforsyning.
Samtidig kan fjernvarmekunderne på Herningegnen se frem til at blive repræsenteret med fire medlemmer i Verdo-koncernens bestyrelse.

Verdo Varme Herning er en realitet, når Verdo overtager Eniig Varme og samtidig afleverer sine elnet i Hobro, Randers og Hillerød til Eniig. I fredags blev aftalerne mellem de to selskaber underskrevet og i dag, mandag, sker overdragelsen i praksis.

Varmekunderne i Herning modtager fortsat den samme billige, klimavenlige fjernvarme, men hos Verdo kommer de også i godt selskab. Ydermere får de repræsentanter i Verdo’s bestyrelse og dermed indflydelse på hele energikoncernens fremtid,” siger formand for bestyrelsen i Verdo Torben Høeg Bonde og fortsætter:

Verdo forsyner allerede ca. 35.000 fjernvarmekunder i Randers med billig og klimavenlig fjernvarme. Nu kan vi byde velkommen til ca. 50.000 kunder fra Herning og omegn. Målt på årligt leveret energimængde er Verdo nu landets femte største fjernvarmeselskab. Men vi ønsker også at være i toppen, når det gælder kundetilfredshed. Verdo er forbrugerstyret, så det er forbrugernes interesser, der er i fokus.

Størrelse gør den grønne omstilling mulig

Forbrugerne i Herning og Randers har allerede grøn og CO2-venlig fjernvarme. Og begge steder er fjernvarme allerede i dag også en økonomisk attraktiv opvarmningsform for private og virksomheder. Men i fællesskab kan den midt- og kronjyske fjernvarme fortsat udvikles og bidrage aktivt til den videre grønne omstilling:

Når vi forener kræfterne, bliver vi endnu bedre til at sikre, at forbrugerne får billig, grøn og stabil fjernvarme i fremtiden,” siger Verdo’s konstituerede administrerende direktør Morten Birch og konstaterer, at Verdo med overtagelsen af Hernings fjernvarmeforsyning tager endnu et stort skridt i retning af at opfylde sin strategi om at fokusere på fjernvarme og bidrage mere til den grønne omstilling.
Samtidig med overdragelsen af fjernvarmenettet i Herning sender Verdo sine elnet i Randers, Hobro og Hillerød den anden vej til Eniig, nu Norlys.

Fjernvarmeforsyningen er den største forsyningssektor i Danmark målt på energi og er dermed større end elforsyningen. I fremtiden skal man kunne nyttiggøre mere elproduktion, overskudsvarme fra elproduktionen og mere industriel overskudsvarme. Her kommer fjernvarmenettet til at spille en afgørende rolle som energilager.

Sammen får vi mulighed for at opnå synergi og stordriftsfordele, samtidig med at vi har kompetencerne og størrelsen til at kunne byde ind med nye og bedre fjernvarmeløsninger på den lange bane. Morten Birch, konstitueret administrerende direktør, Verdo.

Forbrugerstyret energikoncern

Verdo Varme Herning bliver, ligesom Verdo Varme er i dag, en del af energikoncernen Verdo, der over de seneste år har udviklet sig til – ud over vand- og varmeforsyning – også at omfatte en betydelig kommerciel handel med bæredygtig biomasse, udvikling af energianlæg samt etablering og drift af teknisk infrastruktur.

Det er en udvikling, som forbrugskunderne i Verdo’s varme- og vandforsyning styrer gennem det forbrugervalgte repræsentantskab.

Varmekunderne i Verdo Varme Herning får også indflydelse på fremtiden hos Verdo, når det nuværende repræsentantskab udvides med 18 nye medlemmer fra Herningegnen, der også skal vælge fire nye medlemmer til Verdo’s koncernbestyrelse.
Begge dele sker senere i år i en proces, der sættes i gang allerede i denne uge, sådan at varmekunderne i Herning hurtigst muligt får indflydelse i deres nye varmeselskab.

For mere information kontakt

Fakta om Verdo Varme Herning

  • Antal målere 19.000
  • Antal kunder, ca. 50.000
  • Hovedledning 354 km
  • Stikledning 264 km
  • Transmissionsledning 32 km
  • Årligt varmesalg 500.000 MWh

Omkostning for opvarmning af et standardhus på 130 kvadratmeter: 11.500 kr. (2019)

Forsyning af Herning by samt omegnsbyerne med fjernvarme. 80 procent af varmen produceres af Ørsted (Herningværket), resten produceres på egne decentrale energianlæg. 97 procent af varmeproduktionen foregår med biomasse, resten på naturgas og olie.

Fakta om Verdo Varme (Randers)

  • Antal målere 12.700
  • Antal kunder ca. 35.000
  • Hovedledning 290 km
  • Stikledning 214 km
  • Transmissionsledning 11 km
  • Årligt varmesalg 439.000 MWh

Omkostning for opvarmning af et standardhus på 130 kvadratmeter: 11.640 kr. (2019)

Forsyning af Randers by. 100 procent af varmen købes fra Verdo Energy. 99 procent af var-meproduktionen foregår med biomasse, resten på naturgas og olie.

Verdo’s repræsentantskab

Verdo’s repræsentantskab kommer efter valget af nye medlemmer, der skal repræsentere kunderne i Herning og omegn, til at omfatte:

  • 29 medlemmer, som repræsenterer varme- og vandkunderne i Randers
  • 18 medlemmer, som repræsenterer varmekunderne i Herning
  • 1 medlem, som repræsenterer elnet-kunderne i Kongerslev

Om Verdo


Verdo er en selvejende, forbrugerstyret energikoncern med hovedsæde i Randers. Siden 1906 har Verdo beskæftiget sig med varme, vand, el og lys, men har også kommercielle forretningsområder som udvikling, etablering og service af grønne energianlæg, handel med bæredygtige biobrændsler og drift og vedligehold af teknisk infrastruktur.

Seneste Verdo nyheder