Verdo foretager omfattende organisationsændringer for at sikre lønsomhed i de kommercielle forretningsområder

Efter flere år med utilfredsstillende økonomiske resultater i flere af Verdo’s kommercielle forretningsområder gennemfører koncernen nu omfattende organisationsændringer for at sikre en mere robust og rentabel forretning.

22-08-2025

Ændringerne omfatter tilpasninger i Verdo Energy Systems, Verdo Teknik og Verdo Trading. I alt bliver omkring 70 stillinger nedlagt, hvilket forventes at reducere koncernens omkostninger med cirka 50 mio. kroner. I alt bliver omkring 70 stillinger nedlagt, hvilket forventes at reducere koncernens omkostninger med cirka 50 mio. kroner.

I 2024 leverede Verdo-koncernen et samlet underskud på 163 mio. kr. efter skat, det dårligste resultat i virksomhedens historie. Samtidig er gælden vokset markant, hvilket lægger et betydeligt pres på mulighederne for at investere i fremtidige grønne løsninger. Derfor er det nødvendigt at tilpasse organisationen med fokus på de kommercielle forretningsområder, der gennem en årrække har givet underskud.

- Vi kan ikke længere retfærdiggøre at have forretningsområder, der ikke bidrager positivt til vores samlede værdiskabelse. De beslutninger, vi tager nu, er nødvendige for at sikre et stærkere og finansielt bæredygtigt Verdo, som også fremover kan levere værdi til kunder, andelshavere og lokalsamfund og spille en aktiv rolle i den grønne omstilling – samt være en attraktiv arbejdsplads for nuværende og fremtidige medarbejdere. Også selv om det betyder, at vi skal nedlægge omkring 70 stillinger og i dag desværre har været nødt til at sige farvel til en række dygtige medarbejdere," siger Verdo’s CEO Jesper Vinter Barslund.

Alle opsagte medarbejdere er orienteret, og der vil blive gjort en målrettet indsats for at hjælpe medarbejderne bedst muligt videre.

I januar 2025 blev stabsfunktionerne i Verdo flyttet ud i de enkelte forretningsområder for at styrke ansvar, beslutningskraft og konkurrenceevne gennem lavere omkostninger. Det har vist sig at være den rigtige løsning på en række udfordringer, men det har ikke isoleret set resulteret i den nødvendige forbedring af konkurrencekraften og lønsomheden. Derfor er det nu nødvendigt at reducere omkostningsbasen markant i Verdo Teknik og Verdo Energy Systems, mens Verdo Trading afvikles gennem delvist frasalg og nedlukning af de resterende aktiviteter.

Ændringerne vil ikke have nogen betydning for Verdo’s forsyningskunder inden for varme, vand og el.

Tilpasninger i de enkelte forretningsområder

Konkret betyder organisationsændringerne, at Verdo Energy Systems, som leverer energianlæg til industrien og forsyningsselskaber i Europa, transformeres til en forretningsmodel med lavere risiko og mindre forretningsomfang, hvor der ikke længere indgås store, komplekse og risikofyldte turnkey-projekter. Det lavere fremtidige forretningsomfang har resulteret i nedlæggelsen af 29 stillinger.

Verdo Teknik, der er specialister inden for blandt andet drift og vedligehold af vejbelysning og signalanlæg, foretager en omfattende organisationsændring og reducerer organisationen med 21 stillinger. Ændringerne skal sikre højere effektivitet og forbedret konkurrencekraft i Verdo Teknik, så selskabet i fremtiden kan bidrage positivt til værdiskabelsen i Verdo-koncernen.

I Verdo Trading, der handler med carbon-produkter og certificeret biomasse globalt, bliver der tale om en gradvis afvikling gennem salg af dele af biomasseforretningen og nedlukning af øvrige aktiviteter. Det betyder, at 20 stillinger nedlægges i biomasseforretningen, og der igangsættes en salgsproces for carbon-forretningen. Verdo Trading er i øjeblikket i dialog med flere potentielle købere og arbejder på at overdrage så meget af forretningen og så mange af medarbejderne som muligt i forbindelse med frasalg.

I forbindelse med organisationsændringerne fratræder Kenneth R. H. Jeppesen sin stilling som CFO for at søge nye udfordringer uden for Verdo-koncernen.

Mindre kompleksitet i fremtiden

Verdo’s bestyrelse og koncernledelse er i gang med at sætte en klar retning for virksomheden og påbegynder inden længe en strategiproces.

- Vi skal være en mindre kompleks organisation med stærkere forretningsområder, der alle bidrager positivt til bundlinjen. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi også fremover kan levere høj forsyningssikkerhed og investere i den grønne omstilling inden for Verdo’s forretningsområder. Med de gennemførte organisationsændringer står vi bedre rustet til at levere på vores strategiske mål og fortsætte som en central aktør i den grønne omstilling," fastslår Jesper Vinter Barslund.

 Jesper Vinter Barslund, CEO i Verdo.

Seneste Verdo-nyheder