Strålende vejr og godt humør præger Vandets Dag på Naturcenteret i Randers

Vandets Dag blev i år markeret i strålende solskin og med højt humør, da engagerede 3. klasser deltog i en række spændende aktiviteter på Naturcenteret i Randers. Dagen bød på 10 poster, som blev bemandet af henholdsvis Vandmiljø Randers, Randers Naturcenter, Randers Bibliotek og Verdo Vand.

24-03-2025

Posterne var fordelt rundt i Naturcenterets smukke natur og faciliteter, hvor eleverne fik indsigt i vandets betydning. En af posterne gav eleverne mulighed for at smage på vand og opleve, hvordan smagen kan variere afhængigt af både alder og vandværk.

Formålet med Vandets Dag er at lære de unge, hvor vigtigt vand er for vores hverdag, og hvordan vi kan sikre, at vi passer godt på vores vandressourcer. Gennem sjove og lærende aktiviteter fik børnene en forståelse af vandets kredsløb og vigtigheden af at tage ansvar for at bevare vandet til kommende generationer.

Peter Nordahn, chef for Verdo Vand, udtaler:

"Det er fantastisk, at vi igen i år har kunnet afholde denne dag. Det er altid en lærerig oplevelse for børnene, men det giver også noget tilbage til os. At arbejde med og formidle viden til et helt andet publikum end vi plejer, er virkelig givende."

Vandets Dag er blevet afholdt i 8 år i denne form og har løbende udviklet sig for at forblive relevant. En af de spændende tilføjelser til Vandets Dag har været udviklingen af Vandbogen, som er skabt for at tilbyde et inspirerende og engagerende undervisningsmateriale, der kan glæde både elever og lærere. Vandbogen er et praktisk og inspirerende redskab, der giver en dybere forståelse af vandets betydning og de udfordringer, vi står overfor i forhold til at beskytte vores vandressourcer

Seneste Verdo-nyheder