Så meget påvirker julelys din elregning
Der findes næsten ikke noget mere hyggeligt end julelys i de mørke vintermåneder, og det er endnu bedre, hvis lyskæderne kun skruer op for hyggen og ikke op for elregningen. Men hvad koster julelys egentligt i forbrug? Og hvordan undgår du, at det bliver dyrere end nødvendigt?
Hvad koster julelys?
Prisen på at have julelys hængende på hækken, langs tagrenden eller på husgavlen afhænger af flere ting.
- Hvor meget har du julelysene tændt?
- Hvilke pærer bruger din lyskæde?
- Hvad betaler du for strømmen?
Der er selvfølgelig forskel på, om du har julelysene tændt hele døgnet eller kun få timer hver dag. For det giver sig selv, at jo mere julelys og jo flere tændte timer, jo højere bliver elregningen i sidste ende.
Men det er ikke kun dit forbrug, der kan påvirke elregningen. Det kan pærerne i dine lyskæder også. Der er nemlig stor forskel på, om du har gløde-, halogen- eller LED-pærer.
Sidste men ikke mindst afhænger prisen også af din elaftale. Har du en elaftale med fast kvartalspris, kender du elprisen hele døgnet, og kan derfor nemmere forudsige, hvad det vil koste at tænde julelyset. Har du en elaftale med variabel pris, kan det være sværere, fordi prisen kan svinge.
Videncentret Bolius har lavet en estimering på, hvad det koster at have en lyskæde tændt, og det ser sådan her ud:
| Type | Watt | Beløb |
| Glødepærer | 40 watt | 226 kr. |
| Halogenpærer | 30 watt | 170 kr. |
| LED-pærer | 7 watt | 40 kr. |
Beløbene gælder, hvis du har lyskæden tændt 24 timer i døgnet i 3 måneder. De er udregnet med en gennemsnitlig elpris på 2,62 kr. pr. kWh og afrundet til hele kroner.
Bolius har også lavet et regnestykke, så du kan regne dit præcise forbrug ud - link til Bolius
Sådan sparer du på elregningen uden at spare på hyggen
Men hvor kan du så sætte ind, hvis du vil spare på elregningen, men stadig have det hyggelige julelys?
Sæt timer på julelyset
Du kan vælge, at dit julelys skal være tændt på bestemte tidspunkter i stedet for hele døgnet. Med en timer eller et tænd/sluk-ur kan du f.eks. sætte dine lyskæder til at lyse fra kl. 17-23 og igen fra kl. 6-8. Så kan lyset være slukket, når du sover, og når det er lyst i løbet af dagen.
Hold øje med elpriserne
Det er selvfølgelig rarest, hvis julelyset passer sig selv, så du bare skal nyde det, men hvis du alligevel har et øje på elpriserne, fordi du skal planlægge vaskemaskinens start, kan du være opmærksom på, om elpriserne stikker helt af en aften, og så kan du slukke for julelysene, bare de få timer.
Du kan altså sagtens have julelys hængende, uden at elregningen stikker af. Det kræver blot lidt omtanke, og at du ikke bruger Fars Fede Juleferie som inspiration.