Randers fortsat blandt de billigste fjernvarmeområder i Danmark
Varmekunderne hos Verdo Varme kan som forventet se frem til en prisstigning fra årsskiftet. Som følge af tilbagebetalingen af gamle sager har prisen på fjernvarmen i Randers i de seneste år været ekstraordinær lav. Hovedparten af disse sager er nu afsluttet og tilbagebetalt til varmekunder.
Prisstigningen går fra 54,18 øre til 70,40 øre inkl. moms for en kWh. Det betyder, at varmeprisen for et såkaldt ’standardhus’, der er Energistyrelsens definition på et hus på 125 kvadratmeter og et årsforbrug på 13.400 kWh, samlet ender på 11.184 kroner inkl. abonnement, bidrag og moms for 2026.
Verdo Varme A/S har afsluttet tre tilbagebetalingssager, som de seneste år har været med til at holde prisen i Randers ekstra lav. Da kunderne har fået tilbageført det fulde beløb fra de tre sager, normaliseres prisen, der dog fortsat er blandt de billigste i Danmark.
Divisionsdirektør for Energi og Forsyning, Jesper Møller Larsen, er tilfreds med udviklingen:
”Vi har en sund og stabil drift, og i takt med at tilbagebetalingssagerne afsluttes normaliseres prisen. Det er helt som forventet. Det er med til at understrege, hvor stabil fjernvarmen er – både som opvarmningsform og økonomisk. Og det er lige præcis det, der gør, at vi kan holde fart på gaskonverteringerne i Randers. Det gør det nemlig attraktivt for boligejere at skifte den klimaskadelige gas ud med fjernvarme,” siger Jesper Møller Larsen.
I dag er der op mod 40.000 fjernvarmekunder i Randers. Antallet har været kraftigt stigende i de seneste år, hvor hundredvis af boligejere i Over Hornbæk, Neder Hornbæk, Romalt er blevet tilsluttet fjernvarmen. Aktuelt er mere end 1.000 husstande ved at blive tilsluttet i Stevnstrup, Harridslev og Assentoft, og Verdo Varme undersøger i øjeblikket muligheden for at få tilsluttet Spentrup til fjernvarmen.
Verdo Energi og Forsyning leverer desuden fjernvarme til omkring 35.000 husstande i Herning.
I tabellen ses priseksempler på forskellige boligtyper.
| Randers | Pris pr. 1. januar 2026 |
| Lejlighed på 80 kvm med forbrug på 5.200 kWh | 4.961 kr. |
| Lejlighed på 110 kvm med forbrug på 7.200 kWh | 6.669 kr. |
| Hus på 120 kvm med forbrug på 11.800 kWh | 10.007 kr. |
| Hus på 170 kvm med forbrug på 16.700 kWh | 13.957 kr. |