Ny bynær skov i Randers skal beskytte drikkevandet og skabe ny natur

Over 200 hektar jord syd for Randers Fjord er udpeget til ny skov i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Randers Kommune og Verdo Vand. Det er et af de første statslige skovrejsningsprojekter i regi af Grøn Trepart.

01-10-2025

Borgerne i og omkring Randers kan se frem til at få et nyt stort naturområde, når Naturstyrelsen, Randers Kommune og Verdo Vand går sammen om at rejse skov i Vilstrup-området. Projektet er et eksempel på, hvordan forskellige parter samarbejder for at løfte målet i Grøn Trepart om mere skovrejsning.

Skoven får flere formål. Den skal skabe bedre vilkår for biodiversitet, beskytte drikkevandet, lagre kulstof og gavne klimaet samt give nye muligheder for friluftsliv tæt på byen.

"Den Grønne Trepart er smukkest, når vi sammen tænker både stort og på tværs for at gøre flotte ord til virkelighed. Jeg er vild med det her projekt ved Randers Fjord, hvor området snart vil forvandle sig til skov. Lokalområdet får et helt nyt grønt åndehul, der både passer godt på vores drikkevand, giver plads til naturen og bliver et sted, som folk kan glæde sig over i generationer. Jeg vil gerne rose både byrådet i Randers, Naturstyrelsen og Verdo Vand for at få så stort et projekt til at lykkes," siger Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart.

Skoven bliver statsskov og såkaldt fredskov. En fredskov er et område, der er varigt beskyttet. På længere sigt skal skoven ifølge planen udvides til omkring 450 hektar og danne et sammenhængende grønt bælte mellem fjorden, Romalt, Assentoft og Paderup. Den bliver dermed en vigtig brik i at gennemføre Randers Kommunes skovrejsningsstrategi, hvor der frem mod 2050 skal etableres 9.000 hektar ny klimaskov. Det bliver et eksempel på, hvordan by og natur går hånd i hånd.

"Det her er et virkelig godt eksempel på, hvordan vi tænker helhedsorienteret i udviklingen af vores skovområder. I samarbejde med Verdo og Naturstyrelsen kan vi på en gang beskytte vores drikkevand, skabe ny natur, gavne klimaet og samtidig give borgerne adgang til et stort rekreativt område tæt på byen. Det er ret unikt," siger Frank Nørgaard, formand for miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Rent drikkevand
Den kommende skov omfatter 215 hektar i første etape og ligger i et af de vigtigste vandindvindingsområder for Vilstrup Vandværk. Projektet skal sikre, at området også fremover kan levere rent drikkevand til borgerne i Randers.

"Grundvandsressourcer til rent drikkevand er under pres i hele Danmark, og der bliver fortsat mere kamp om arealerne til drikkevand, landbrug, vedvarende energi mm. Derfor er muligheden for at sikre en stor del af fremtidens drikkevand til Randers med denne fælles aftale et stærkt signal om, at vi her sammen slår flere fluer med ét smæk og kigger ind i en flersidet anvendelse af det samme areal, til alles bedste," forklarer Peter Nordahn, vandforsyningschef i Verdo Energi og Forsyning.

Naturstyrelsen er projektleder og får ansvaret for at udvikle området i tæt samarbejde med de to øvrige parter. Med aftalen på plads kan Naturstyrelsen nu begynde at erhverve de arealer, der skal indgå i skoven. Området bliver urørt skov og er en del af den samlede indsats under Grøn Trepart.

Parterne har i første fase af aftalen afsat 40 millioner kroner til den indledende erhvervelse af arealerne. 25 millioner finansieres af Verdo Vand, mens Naturstyrelsen og Randers Kommune dækker henholdsvis 10 og 5 millioner kroner.

Fakta
• Første fase: 215 ha fredskov ved Vilstrup, syd for Randers Fjord

• Samlet potentiale: op til 450 ha

• Formål: drikkevandsbeskyttelse, naturudvikling, friluftsliv

• Parter: Naturstyrelsen, Randers Kommune og Verdo Vand

• Finansiering: 40 mio. kr. Verdo Vand dækker 25 mio. kr., Naturstyrelsen 10 mio. kr. og Randers Kommune 5 mio. kr.

• Et af de første statslige skovrejsningsprojekter i regi af Grøn Trepart

 

”Fase 1” på kortet angiver placeringen af de 215 hektar skov, som første fase af projektet omfatter.

 

 

 

 

Seneste Verdo-nyheder