Ny biomassekedel styrker varmeforsyningen i Haslev

En særtransport kørte for nylig i langsomt tempo over Storebæltsbroen i tidsrummet mellem kl. 02 og 05 og fik de få bilister, der kørte over broen samtidigt, til at spærre øjnene op.

23-04-2025

Bag transporterne står Verdo Energy Systems A/S, som skal levere en ny biomassekedel med tilhørende tekniske systemer til Haslev Fjernvarme. Kedelanlægget, som har en samlet varmeeffekt på 18 MW og er baseret på træflis, opføres ved siden af det eksisterende halmanlæg og skal fremover udgøre hovedproduktionen af fjernvarme i Haslev. Det gamle anlæg planlægges lukket ned, når det nye sættes i drift.

Projektet markerer et skift i brændselstype – fra halm til træflis – og anlægget bliver en central del af Haslev Fjernvarmes fremtidige forsyningsgrundlag og skal sikre både kapacitet og driftssikkerhed i årene frem.

"Vi er stolte af at levere biomassekedlen til det nye anlæg i Haslev og bidrage med vores erfaring fra en lang række andre biomasseprojekter i hele landet. Gennem hele vores samarbejde med Haslev Fjernvarme har vi haft en god dialog og fælles fokus på at skabe en effektiv løsning, og jeg er overbevist om, at det fortsætter sådan, indtil vi er færdige med projektet i 2027," siger Jakob Lindberg Nyhuus, projektleder hos Verdo Energy Systems.

Også hos Haslev Fjernvarme er der tilfredshed:
Vi er glade for, at vi er kommet godt på vej med byggeriet, og at hovedkomponenterne nu er leveret, så man begynder at kunne se konjekturerne af det nye fliskedelanlæg,” siger driftsleder Allan Pedersen.

Selv om energilandskabet er i konstant udvikling, viser samarbejdet mellem Verdo Energy Systems A/S og Haslev Fjernvarme, hvordan både fjernvarmeselskaber og leverandører tilpasser sig lokale behov og brændselstilgængelighed med tekniske løsninger, der bygger på mange års driftserfaring.

Se videoen fra transporten her

Seneste Verdo-nyheder