Kristina Ertmann Nielsen ny økonomichef i Verdo Energi og Forsyning

Verdo Energi og Forsyning har hentet Kristina Ertmann Nielsen til Randers i en nyoprettet stilling som økonomichef. Med ansættelsen styrker forsyningsvirksomheden i Verdo sin organisation ovenpå forårets store strukturforandringer.

13-06-2025

Kristina Ertmann Nielsen er uddannet cand. oecon og kommer fra Aalborg Forsyning, hvor hun de seneste fem år har været ansat som cheføkonom. Før det var hun økonomikonsulent i Randers Kommune.

Som økonomichef i Verdo Energi og Forsyning får hun ekstra fokus på det regulatoriske område i forsyningsgrenen.

Energiselskabet Verdo besluttede i januar at ændre organisationen fra at være en koncern til at være et konglomerat. Dermed blev alle fælles stabsfunktioner flyttet ud i de enkelte selskaber. Verdo Energi og Forsyning er den del, der leverer vand og varme til mere end 100.000 forbrugere i Randers og Herning, og det er her, at Kristina Ertmann Nielsen skal samle trådene.

”Jeg har tabt mit hjerte til forsyningssektoren, og glæder mig til de spændende arbejdsopgaver, der ligger hos Verdo,” siger Kristina Ertmann Nielsen.

Privat bor Kristina Ertmann Nielsen i Aalborg. I fritiden bliver der både spillet fodbold og badminton og løbet, og så nyder hun at tilbringe tid i sit sommerhus i Øster Hurup.

 

Seneste Verdo-nyheder