To Verdo-lærlinge blandt Østjyllands bedste
Fornem hæder til Verdo-elektrikere
Verdo’s to elektrikere Kenneth Bendix Christensen og Jeppe Elkjær Poulsen har fået faglig og fornem hæder i form af Medaljeprisen.
Verdo’s to elektrikere Kenneth Bendix Christensen og Jeppe Elkjær Poulsen har fået faglig og fornem hæder i form af Medaljeprisen.
Tre håndtryk – herunder ét til HKH Prins Joachim. Sådan kvitterede Kenneth Bendix Christensen og Jeppe Elkjær Poulsen for modtagelsen af Medaljeprisen, som Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri står bag. Prisen uddeles hvert år til 25 lærlinge, som har udmærket sig inden for industri eller håndværk ved en østjysk virksomhed.
”Vi har indstillet Kenneth og Jeppe til Medaljeprisen, fordi de begge har udvist stort engagement i deres lærlingetid – både fagligt og personligt. De har været med til at skabe et godt arbejdsmiljø for kollegerne. Vi er glade for, at vi efter endt lærlingetid har lavet aftaler om fastansættelse med begge to,” fortæller Jan Jørgensen, afdelingsleder i Verdo.
Fotokreditering: Dansk Haandværkerforening
Svedige håndflader
For Kenneth Bendix Christensen kom indstillingen som en overraskelse.
”Jan ringede med besked om, at jeg var indstillet til prisen, og det var jeg selvfølgelig meget beæret over. Men jeg tænkte ikke mere over det dengang, så jeg var noget overrasket, da jeg blev udvalgt. Det er ikke noget, jeg har stræbt efter – jeg synes jo bare, at jeg møder op til tiden og gør, hvad jeg får besked på. Jeg gør bare mit arbejde,” fortæller 21-årige Kenneth Bendix Christensen, der indrømmer, at håndfladerne var svedige, da han skulle takke for prisen til et arrangement i byrådssalen i Aarhus:
”Vi blev kaldt op én efter én for at få overrakt diplomet og medaljen, og vi trykkede hånd med både Prins Joachim, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard og Søren Dyhr, der er bestyrelsesformand i Haandværkerforeningen. Det var en helt særlig oplevelse – nærmest som tiden gik i stå, da jeg blev kaldt op,” siger Kenneth Bendix Christensen, der efter endt lærlingetid blev fastansat som elektriker i Verdo pr. 1. oktober 2018.
Fedt med et skulderklap
Jeppe Elkjær Poulsen begyndte sine dage hos Verdo som arbejdsmand, men efter blot en måned blev han tilbudt en uddannelsesaftale. 1. oktober 2018 blev han fastansat som elektriker. Med egne ord har Jeppe Elkjær Poulsen altid været ”lidt af en rod”, og Medaljeprisen kom derfor som en overraskelse for ham.
”Det er vist ikke helt gået op for mig, at jeg har fået den. Jeg synes faktisk ikke, at jeg har gjort noget ekstra, men det er da fedt at få sådan et klap på skulderen. Det havde jeg ikke regnet med,” fortæller 22-årige Jeppe Elkjær Poulsen og supplerer: ”Selvom jeg var lidt nervøs og havde varme håndflader, så forløb overrækkelsen stille og roligt. Det var en stor oplevelse.”
På job med kammerater
De to hædrede Verdo’er roser samværet og fællesskabet i virksomheden, som de oplever både på byggepladser og på kontorer.
”Vi er gode til at hjælpe hinanden, vi ringer ofte til hinanden for hjælp i stedet for at blande cheferne ind i sagerne. Det giver et stærkt fællesskab. Og så er jeg så heldig, at jeg ses med mine kolleger privat. Når jeg går på arbejde, er det derfor som at være sammen med gode kammerater,” siger Jeppe Elkjær Poulsen.
Der er et stærkt samvær i Verdo, alle hilser på hinanden. Vi er generelt gode til at snakke om tingene.
Medaljer til Verdo-lærlinge
Med et kongeligt håndtryk fik to tidligere Verdo-lærlinge overrakt Medaljeprisen af Prins Joachim.
Prisen er stiftet af Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri, og den gives til de 25 bedste lærlinge i Østjylland.
I dag er de to medaljemodtagere fastansatte elektrikere hos Verdo.