Vi er vilde med træer

Fordi de lagrer CO2 og beskytter grundvandet. Derfor planter vi 1.250 stk., når Danmark planter træer.

Vi har brug for mere skov for at lagre CO2 og beskytte drikkevandet

Vi er vilde med træer, fordi de lagrer CO2 og beskytter grundvandet. Derfor har vi været med til at plante Oust Mølle Folkeskov og opkøbt Randers Sønderskov. 1.250 træer. Det er vores bidrag til Danmark planter træer organiseret af TV2 og Danmarks Naturfredningsforening.

13-09-2019

24.000 træer i Oust Mølle Folkeskov har siden 2016 bidraget til at lagre CO2 og sikre drikkevandet ved det store grundvandsreservoir og kildepladsen omkring Oust Mølle i Randers. Her indvinder Verdo årligt 1.000.000 m3 vand, og det var netop behovet for at beskytte grundvandet og reducere CO2, der var vores incitament til at arbejde for, at Oust Mølle Folkeskov blev en realitet.

Skov er det mest effektive instrument, vi har til at suge CO2 ud af atmosfæren og få fjernet vores CO2-aftryk. Derfor fortsætter vi med at plante træer og opkøbe skov. Senest har vi købt Randers Sønderskov på 39 hektar, der omgiver Vilstrup Vandværk. Skoven har en positiv indflydelse på grundvandet. Skoven fortrænger landbrugsdrift og andre aktiviteter, der kunne påvirke grundvandet. Jorden er dækket af planter og træer og bearbejdes ikke, når man ser bort fra plantningen og de første års bekæmpelse af ukrudt.

Skovrejsningen fortsætter…

1.250 træer venter nu på at komme i jorden. Det er vores bidrag til Danmark planter træer i 2019. Skovrejsning og opkøb af skov er en del af vores strategi og måde at understøtte FN’s delmål #6 ”Rent vand og sanitet” og #13 ”Klimaindsats”.

Ud over rent drikkevand og CO2-lagring giver mere skov levesteder til vores planter og dyreliv og nye områder til friluftsliv. Derfor er vi så vilde med træer.

Seneste Verdo nyheder